Nybyggerne

Nybyggernes egen beretning ...

Jann Rasmussen, Lundemark 20 har fremsendt følgende øjenvidneskildring:

Den spæde start som sommerhusbeboer på Ulsted mark ...

Da vi i 1966 købte en grund ved Holger Lundgård, var vi på det tidspunkt det andet hold, der sikrede sig en grund. I området var der på det tidspunkt 4 sommerhuse: Ulstedvej 27, og ”Granhytten” på Ulstedvej 29,  og så de to huse ved lokaliteten Røverstuen: Ulstedvej 39 og 41. Vi faldt straks for den fantastiske udsigt over Livø Bredning, og selv om grundprisen var så høj som 4 kr. pr. kvadratmeter, så skulle der ikke megen betænkningstid til, før vi underskrev et betinget skøde med Holger Lundgård. Så derefter var vi ”hans folk”, som man sagde. Det betød, at man ved generalforsamlinger o.l. sad omkring Holger, mens Niels Klode samlede sine folk omkring sig.

Det var et stykke jord med korn, vi havde købt. Der var ikke forberedt noget, så der måtte stiftes en forening, der straks gik i gang med at få et vandværk op at stå, og her udførte de lokale landmænd et stort arbejde. Så i løbet af meget kort tid kunne man tilbyde grunde med vandstik. Størrelsen på grundene var minimum 2500 kvadratmeter, og for at få gang i salget tilbød sælgerne at pløje, planere og randbeplante grundene vederlagsfrit. Da afstandskravet til kysten skulle overholdes, vi fik en landmåler til at afsætte 100 m linjen fra græsbevokset kant, dvs. faktisk helt ned til stranden.

Så blev huset sat af, men inden det skete, skulle en byggetilladelse hentes hjem. Det tog ingen tid ved det lokale sogneråd, men kunne godt tage længere tid ved Viborg amt.

Kun vand indlagt ...

Som sagt var der kun vand indlagt, så vi måtte klare os med koldt vand og et gaskomfur, hvor alt varmt vand blev opvarmet. Dog malede vi en stor metaldunk sort, og i sommertiden fik vi brusebad bag huset. Hidtil havde vi kørt ned til Fur mejeri og købt en stor blok is og lagt den ned i kælderen under køkkengulvet. Den kølede rummet af, så maden var frisk. Den kostede den store sum af 2 kr. Et gaskøleskab var utrolig dyrt at anskaffe, og der var mange, der spekulerede på, om det nu var forsvarligt at bruge et sådant. Ville det eksplodere? Gik gassen ud midt om natten? Kunne vi lugte gassen? Og hvad så? Blev vi forgiftet?

Så det varede lidt tid, før vi dristede os til at anskaffe et sådant, der også var rævedyrt, men fordelene ved gaskøleskabet var indlysende i sommervarmen. Min kone vovede pelsen og satte en tændstik til et eller andet sted inde i køleskabet, og underet skete. Det gik i gang, og så var huset helt moderne og fulgt med tiden.

Elektricitet var der ikke tale om i starten, og det var et problem for familierne med små børn, der skulle se børnetime i TV. Så de små transportable fjernsyn blev anskaffet og koblet til bilens 12V`s batteri. Dog skulle man altid huske at stille bilen rigtig på grunden, dersom den var malket tør for strøm, hvis man havde set for megen TV. Man skubber kun en bil baglæns en gang for at få den skubbet i gang ned ad vejen.

Vores nabo, Henning Sørensen, havde en lang ledning fra bilen og igennem vinduet koblet til fjernsynet, men da hans grund hældede lidt, og bilen stod hvor hældningen begyndte, så skete det, at mens de sad og så fjernsyn, begyndte bilen lige så stille at rulle, og pludselig bevægede fjernsynet sig hen over bordet og hen mod vinduet, før man opdagede, at bilen var på vej væk. Jeg skal love for, at de kom ud og trak i håndbremsen.

Belysning ...

Nogle få havde dristet sig til at have gaslysekroner, men resten brugte petroleumslampen til oplysning. Og når vi ved vore møder i dag synger sangen om Furs pris, står der et sted ”Og når lampen tændes”, så er det lamperne, der sidder på væggen eller hænger ned fra loftet, der tændes. Så fik elektrikeren ”El-Ernst” den glimrende ide at koble et stort firkantet batteri (pris 35 kr, og så kunne det holde et helt år) til en ledning og sætte en pære og en loftskrans sammen, og snart var der elektrisk lys i sove-og børneværelserne i de små huse om aftenen.

Elektricitet i området ...

Den 18. juli 1979, altså ca. 13 år efter opstarten, kunne vi tænde elektrisk lys, og da var Ulsted blevet til et moderne dansk sommerhusområde, og snart strålede lysene ud fra alle vinduerne. Så forsvandt gaskøleskabene øjeblikkelig. Vi solgte vores til en familie, der havde mistet alt ved en brand. De gamle lamper har vi endnu, og endnu en gang nød vi gavn af ”El-Ernst`s” iderigdom, idet han bevarede lamperne og nøjedes med at lægge en ledning og en fatning ind i lampen, men om jeg så kan finde brændstof til dem, dersom en ny krig skulle bryde ud, ved jeg ikke.

Øens handelsliv ...

Det var en stor befolkning, der tog imod de nye sommerhusbeboere. Der boede ca. 1350 på øen, og de kunne brødføde 1 brugsforening, 5 købmænd, 2 slagtere og 1 bager. Der var to kunstnere på øen: Åge Fruergård og Jørgen Schrøder, og så var de talt. Spiritus kunne man ikke få, men sænkede man stemmen ved disken kunne man godt køb én flaske snaps.

Der var nok smuglerier, for om sommeren kunne vi fra vores hus se glimt fra skibe ude på fjorden og senere høre robåde sejle ud til skibene. Jeg kom for skade til at spørge Holger, men det havde han aldrig hørt tale om. I det hele taget var lovløsheden skabt på Fur, idet manges valgsprog dengang var ”Det er da godt, at vi er kørende, for vi kan ikke gå hjem.” Fra generalforsamlinger på Råkilde blev vi af de lokale furboere ledt ad en skovvej og hjem til området. Ligesom furboerne mente, at de helst skulle have en snaps til hvert ben, så de kunne gå lige - men den løb hele tiden ned i det ene ben.

Skulle politiet dukke op, så havde man i færgepersonalet en god allieret, der via telefon kunne advare mod uvelkomment besøg. Det kunne BT afsløre med kæmpeoverskrift på forsiden den 24. oktober 1978, hvor Fur omtales som de ”lovløses paradis”.

Vi blev godt modtaget af Furs befolkning, da vi jo skaffede omsætning til øen og hjalp med at holde færgeoverfarten oppe. Pris 12 kr. for en retur. Senere kom kortene til. Det var også gratis, når man tog en persontransport over til Branden  og hjem igen med vore børn, så det var en yndet tradition ”at tage en havnetur”.

Dog var der en ting, som man skulle respektere: der skulle ikke sættes skilte op i området. Lundemark, der jo er en lukket vej, fik ofte besøg af turister, der vendte inde på vores nytilplantede grunde og kørte træer ned. For at gøre opmærksom på, at den vej ikke førte nogle steder hen, satte vi en weekend et pænt skilt op ”Lukket vej”. Næste weekend var skiltet gravet op. Vi ville ikke skrive privat vej, så vi erstattede skiltet med et tilsvarende, men med teksten ”Blind vej”. Samme resultat som før. Ingen private skilte op. Vi opgav kampen og måtte finde os i, at vore træer blev kørt ned af biler - eller ædt af de tusindvis af mosegrise. I dag har jeg kun et træ, som Holger Lundgård plantede i 1967.

Vi glæder os hver gang bilen pakkes, og turen går mod Fur. Limfjordens dejligste ø med en natur, en fred og ro og en befolkning, som vi sætter stor pris på. Vi har lært mange furboer at kende. Det er noget, der tager tid, men det er umagen værd. Vi bliver nok aldrig furboer, men det giver respekt, dersom man bl.a. nede ved havnen kan snakke om Søren Fisker, der solgte ål fra sin båd, men hvis man ikke havde en spand med, så kunne man ikke købe ål. Det lærte man hurtigt. Vi var nogle af Sørens Fiskers folk, og så kunne man handle fisk ved havnen.

Jeg håber, at jeg med dette afsnit af opstarten af Ulsted har givet læseren et indtryk af, at vi uden at vide det var en slags pionerer på Ulsted mark, hvor vi  i 60erne bare gik i gang med at købe en ”dyr” grund og bygge et hus kun med indlagt koldt vand.

Jann Rasmussen, Lundemark 20